Fysiurgisk massage
Fysiurgisk massage er en traditionel form for fysisk
massage, ikke noget mystisk, nyreligiøst eller på anden måde
alternativt.
Ser du udtrykket fysiologisk massage, dækker det i
realiteten over samme massageform
Massagen virker, fordi massøren gennem sin uddannelse
og erfaring kan føle, hvor du har muskelspændinger, og derefter med
de rette greb stimulerer de ramte muskelgrupper.
Jeg kan give dig massage på udvalgte ømme muskler.
Ryggen, benene eller andet. Ømme muskler kan skyldes overtræning,
forkerte arbejdsstillinger eller uvant arbejde. I langt de fleste
tilfælde vil massagen lindre og fjerne symptomerne, men massagen
fjerner ikke årsagen til skadens opståen.
Jeg kan også give dig en hel kropsbehandling. Så
afhjælpes ligeledes problemer med ømme muskler, men hovedformålet er
at give dig en helhedsopfattelse af, at dine muskler er blevet
løsnede, blødgjorte og varme. Og at du under og efter massagen
mærker den afstressende velvære, der opstår ved under rolige forhold
at blive æltet grundigt igennem med et øget kredsløb som resultat.
Det gør ikke ondt at blive masseret af en
professionel massør. Allerede med de indledende greb starter jeg med
opvarmning/blødgøring af musklerne og er dette ikke nok, anvendes
varmepude eller specielle varmecremer. Der kan opstå nogen ømhed,
hvis massør og klient ikke har ordentlig kontakt, men da dette
modvirker massagens virkninger, er jeg som massør meget påpasselig
med dette.
MASSAGE VIRKER MOD
HÆMMET KREDSLØB
Spændte muskler kan komme af flere ting, men
resultatet bliver altid et formindsket kredsløb. Dette skyldes, at
spændte (udspilede) muskelfibre trykker på de svagere vene- og
lymfekar og derved virker på samme måde, som når du træder på en
vandslange. Der kommer intet eller kun lidt igennem forsnævringen.
MUSKELSMERTER
Spændte muskler kan ligeledes trykke på nerverne, og
derved give endog store smerter. Står dette på i længere tid,
medfører kroppens forsvar en forstærket effekt, idet vi så bruger
andre muskler, end de smerteramte. De ømme muskler vil så, ligesom
andre uvirksomme dele af vor krop, blive usmidige og ved bevægelse
gøre ondt.
NEDSAT BEVÆGELIGHED
Usmidige, stive muskler har nedsat bevægelighed.
Nogle muskler kan smidiggøres ved almindelig udstrækning. Herved
trækker du musklens ender fra hinanden og påvirker således hele
musklen. Ved massage kan man også påvirke hele musklen, men man kan
også betydelig mere præcis behandle bestemte punkter på musklen.
Massage kan derfor med stort udbytte bruges til behandling af nedsat
bevægelighed
Ved med de rigtige greb at massere i anatomisk
bestemte retninger, kan jeg presse lymfe og blod gennem selv de
mindste blodkar og derved give plads til nogle af de ophobede
affaldsstoffer. Når disse så får plads til at komme væk, lettes
trykket i musklerne, der bliver plads til en øget tilførsel af blod,
som så bringer frisk ilt og energi til musklernes forbrænding.
Kredsløbet er i gang igen. |